Alice A.Bailey

 

 

 

Biografi


Alice Bailey var en en af det 20. århundredes helt store esoteriske pionerer. Hendes bøger som hun skrev i samarbejde med Tibetaneren er en fond af dybsindig visdom.

Alice Bailey havde en ensom barndom

Alice A. Bailey


Af Søren Hauge - Sophiaundervisning


Alice Ann Bailey, født La Trope-Bateman, kom til verden den 16.juni 1880 i en velhavende, aristokratisk familie i Manchester, England. Hun havde en materielt set tryg og overbeskyttet, men meget ensom barndom, der var under påvirkning af en snæversynet kristendomsopfattelse. I 1895 havde hun imidlertid som 15 årig en meget usædvanlig oplevelse, der for en stund bragte hende helt ud af de vante mønstre. En søndag formiddag trådte en høj, europæisk klædt mand med turban pludselig ind i dagligstuen, hvor hun sad, mens resten af familien var i kirke. Han fortalte hende om en fremtidig opgave, hun ville få til gavn for mange mennesker, hvis hun ville bringe orden i sit liv og arbejde med at opnå større selvforståelse. Manden forsvandt lige så pludseligt, som han kom.

Den ejendommelige hændelse førte til en indre holdningsændring, men hun lagde den med tiden i baggrunden. Hendes livs ydre omstændigheder førte til, at hun blev evangelist, udsendt blandt de britiske tropper i Irland. Hun var 22 år og havnet i en rolle, der ikke skyldtes indre drift men miljø og indflydelsesrige bekendte. Ikke desto mindre lærte hun mange ting i sin nye situation. Hun lavede mad til soldaterne og prædikede evangeliet gennem overvindelse af både skyhed og sceneskræk.

Alice Bailey blev gift


Senere blev hun sendt videre til Indien som evangelisk udsending og her udvidedes hendes arbejdsområder. Hun holdt omkring 15 ugentlige evangeliemøder, skrev korrespondance, førte regnskaber og ledte betjeningen af 5-600 soldater i en café om aftenen. Om eftermiddagen hjalp hun på hospitalsstuerne. Men arbejdet sled på hende og i 1906 blev hun hjemsendt. Efter en længere periode med restitution blev hun gift med Walter Evans, en soldat hun var blevet forelsket i under sit ophold i Indien. Han blev snart præst i den episkopale kirke i Californien og sammen fik de tre piger. Men ægteskabet holdt ikke længe og Evans blev voldelig overfor hende. Han blev forflyttet til et andet sogn og selv flyttede hun ind i en treværelsesbolig med sine tre døtre. For at tjene til dagen og vejen måtte hun tage arbejde på en sardin-konservesfabrik, hvor hun pakkede dåser dagen lang. Undervejs i hele denne proces var hun ikke andet end en ganske almindelig pige, der prøvede lidt af hvert og fulgte livets omstændigheder. Det var først i 1915 at hun mødte to engelske damer, der introducerede hende for H. P. Blavatsky og Den Hemmelige Lære.

Mødet med teosofien åbnede alle hendes sinds døre og hun fik sat alt i et radikalt nyt perspektiv. I 1917 flyttede hun til Hollywood i Californien for at være nærmere Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter i Krotona. Hun fik arbejde i samfundets vegetariske cafeteria og havde således fortsat til dagen og vejen. To år senere blev hendes skilsmisse tilendebragt, og hun mødte sin fremtidige mand, Foster Bailey, en tidligere dommer, der nu helt helligede sig teosofien. Hendes tre piger fik nu også en elsket og afholdt stedfader, og parret blev gift i New York i 1920.

Alice Baileys kontakt med Djwhal Khul


Men allerede året forinden havde hendes livskald taget sin begyndelse. En dag, hvor hun havde sendt børnene i skole, gik hun ud på en bakke nær huset. Pludselig mens hun sad der, hørte hun lyden af musik og en stemme spurgte hende: "Der er nogle bøger, som man ønsker skrevet til offentligheden. Du kan skrive dem. Vil du det?" Efter en første afvisning af denne psykisk-oversanselige henvendelse indvilligede hun i at lade det komme på en prøve. Tre uger senere begyndte det monumentale forfatterskab, der senere blev kendt også under Tibetanerens navn.
Fra da af gik alt meget hurtigt og Alice Bailey begyndte for alvor på den indre træning, der er nødvendig til et så betydningsfuldt arbejde. I 1921 underviste hun et hold i Den Hemmelige Lære og forløbet blev en stor succes. Tidligere elever af Blavatsky støttede hendes arbejde trods voksende indre splittelser i Det Teosofiske Samfund, og en stadig større uvilje mod hendes og Foster Baileys arbejde. De fortsatte med at være medlemmer af samfundet, men i 1923 grundlagde hun The Arcane School, som er en esoterisk træningsskole i meditation , studium og tjeneste. Arbejdet voksede og bøger dikteret af Tibetaneren udkom år efter år. Verdensomspændende korrespondance tog til og i 1932 blev den internationale Goodwill-bevægelse påbegyndt. Allerede i 1939 var den udbredt i 19 lande og i 1937 tog de verdensomspændende triangelaktiviteter deres begyndelse.

Alice Baileys forfatterskab


I årene fra 1919 til sin død den 15.december 1949 skrev Alice Bailey 19 bøger for Tibetaneren og forfattede selv 4 andre samt sin ufuldendte selvbiografi. Centralt i forfatterskabet er en omfattende fremlægning af de syv strålers psykologi, som i hidtil uset omfang gøres tilgængelig og anvendelig. Værkerne fremlægger særdeles dybtgående informationer om indvielse og discipelskab , esoterisk astrologi og healing, undervisning, sjælens natur og gruppebevidsthed, det åndelige hierarki af oplyste sjæle og Shamballa , klodens højeste bevidsthedscenter. Der gives detaljerede oplysninger om okkult meditation, esoterisk gruppedynamik og verdenstjeneste, ligesom verdensbegivenhederne, menneskehedens problemer og den nye tidsalder tages under grundig esoterisk behandling. Forfatterskabet giver metafysiske perspektiver på solsystemets og Jordens udvikling, deva- eller engleriget og behandler på indgående vis emner som emotionelle blændværk og mentale illusioner, karakterudvikling og hvid magi , triangel- og fuldmånemeditation. Sagt i al korthed udgør forfatterskabet i sin helhed en overvældende inspirationskilde, som skyldes at Tibetaneren, også kendt som Mester Djwhal Khul , i størstedelen af værkerne fik mulighed for at formidle telepatisk gennem Bailey.

Den travle mor til tre piger udviklede sig således til en discipel af verdensformat, der formidlede det esoteriske budskab til mange lande. De 12.000 sider er oversat til talrige sprog og det samlede arbejde når i dag gennem organisationen, The Lucis Trust, ud til millioner af mennesker. Det anbefales, at man læser Alice A. Baileys: " En ufuldendt selvbiografi", som er udgivet på Sankt Ansgars Forlag.

Hjertets intelligens | Meditation i skolen | Artikler om uddannelse | lydmeditation | links | forside
skole børn meditation lyd bevidsthed
Print



Læs kort resume af den omfattende bog