Roberto Assagioli: Glædens Budbringer
Oversat af Kenneth Sørensen
Den følgende beskrivelse af Dr. Roberto Assagiolis liv og arbejde
er hentet fra en artikel med titlen: Et minde: Roberto Assagioli (1888-1974).
Den blev bragt i tidsskriftet: Synthesis Journal og forfatteren er ukendt.(uddrag)
Roberto Assagioli døde stille den 23. august 1974. Hans ånd
og tænkning og aktive samarbejde frembragte den grundlæggende
base i syntese. Vi husker ham med stor taknemmelighed.
Hans liv havde en helhed, som det kun er få mænd og kvinder
forundt. Helhed i den forståelse, at den dristige innovator, der
er født for næsten et århundrede siden levede så
han opnåede at se sine ideer omsat i hundredvis af artikler og
bøger på mange sprog. Studerende i et stort antal lande,
et teoretisk materiale der er svanger med nye implikationer og konsekvenser,
og centre der vedvarende udvikler hans arbejde i bla. USA, Canada, England,
Italien, Svejts, Frankrig, Grækenland og Argentina.
Roberto Assagioli blev født i 1888 i Venedig. Vest for Italien regerede dronning Victoria imperiet og i øst var en wienerlæge i gang med at undersøge den victorianske kulturs fundament. I 1910 introducerede Assagioli, som ung lægestuderende de vigtige opdagelse af Sigmund Freud, til hans professorer i Firenze. I psykoanalysens historie optræder hans navn som en af de første to eller tre italienske pionerere, der bragte modet og rationaliteten i den psykoanalytiske indsigt, i forhold til det victorianske livs overfladiskhed. Det alene ville og gjorde ham opsigtsvækkende.
Det bemærkelsesværdige er dog imidlertid, at han samtidig med at omfavne de radikale nye psykoanalytiske strømninger i 1910, også lagde fundamentet for en kritik
af den selv samme psykoanalyse. Han så, at den kun var partiel, at den så bort fra udforskningen af det Maslow, tres år senere, kaldte ”The farther reaches of human nature” (Den menneskelige naturs fjerne horisonter). Assagiolis formål var at skabe en videnskabelig tilnærmelse, der indbefattede hele mennesket – kreativitet og vilje, glæde og visdom, såvel som impulser og drivkræfter. Derudover ønskede han, at denne integrerende fremgangsmåde skulle være praktisk – ikke kun en forståelse af hvordan vi lever, men en hjælp til at leve bedre, mere fuldendt, i overensstemmelse med det bedste der lever i hver af os. Denne opfattelse kaldte han for psykosyntese.
Han var meget tidlig. Hvem var der til at høre sådanne høje
og afbalancerede udtalelser? Ikke mange i tyverne, i tredverne, i fyrrerne,
eller i halvtredserne var parate. Det var først i de sene tressere,
at med en pludselighed født ud af dyb og omfattende nød,
at hans bøger og andre skrifter blev taget op af tusinder. Næsten
tres år nåede der at gå, så langt foran var han
for sin tid.
Han var selvfølgelig aldrig alene. Han var altid en velkendt skikkelse, selv i den prominente romerske kultur før anden verdenskrig. Han havde korresponderende og venner, kollegaer og samarbejdspartnere over hele verden. Jung, Maslow og Tagore var blandt dem. Med det egentlige arbejde i de mange år var forberedende; af stille tænkning, studier, forståelse af den menneskelige psykologi og af skrivning og omredigering. Det var som om han var kaldet til i relativ stilhed at opfostre, et teoretisk udkast og praktisk syn på mennesket, som halvfjerdsernes kvinder og mænd kunne anvende.
Læs flere interessante artikler om esoterisk filosofi, undervisning, psykosyntese og meget andet på: