Lydmeditation
Lyd og bevidsthed er tæt knyttet sammen
Lydmeditation og lydhealing
Lyd og musik har langt flere vidtgående kvaliteter end de fleste umiddelbart erkender. Vi kan benytte lyd og musik til personlig udvikling og til at komme i kontakt med vores indre kerne. Lyd kan hjælpe os til bedre kontakt med vores hjerte og til større sjælskontakt. Overtonesang kan bringe os i en tidsløs tilstand, hvor vi åbner for hjerteenergien og lader os gennemstrømme af en umiddelbar glæde. Med andre ord kan vi benytte lyd som et effektivt meditationsredskab og derved til personlig udvikling. Lyd er ligeledes et meget effektivt healingsredsskab. Lydmeditation og lydhealing arbejder ud fra resonansprincippet.
Læs her hvordan
Resonans
Resonans betyder genklang. Er to instrumenter (f.eks. to guitarer) stemt i samme svingningstal (samme tone), kan man ved at slå strengen an på den ene guitar få den anden i svingning uden at slå den an. Ligesom en radiosender skal være indstillet på den rigtige frekvens for at indfange det signal som udsendes, og som er i luften, må vi også være ”tunet" ind på den rigtige ”kanal” for at få udbytte af lyden eller musikken. En dårlig indstillet modtager får ikke det fulde udbytte ud af signalet, selvom signalet er det samme.
Derfor træner vi under lydmeditation og lydhealing vores sanseapparat og "tuner" vores ører og vores intuition, så vi bliver mere opmærksomme på de vibrationer, vi er omgivet af, og som vi selv udsender.
Musikkens indvirkning
Musik har både en fysisk og en psykisk dimension. Vi påvirkes af musik. - Fysisk, når vi slår takt med foden eller får lyst til at danse. Æterisk når åndedrættet og bioenergien påvirkes. Astralt, når vi oplever følelser og sindsstemninger. Mentalt, når vi nyder komplicerede forløb og kommer i accept og klarhed. Spirituelt, når vi bringes i en ordløs tilstand af kærlighed og lys.
Vi udsender lydbølger
Alle mennesker udsender lydbølger. Hver en celle og et hvert organ udsender lydbølger, som kan måles.
Vi modtager også og påvirkes af lydbølger. Cellerne i kroppen udsender og påvirkes af lydbølger. Der skabes en syntese mellem de bølger, som modtages og de som udsendes.
Christian Huygens (hollandsk videnskabsmand 1629–1695) fandt for mere end trehundrede år siden ud af, at to penduler, der blev anbragt ved siden af hinanden have tendens til at svinge i samme rytme.
Der opstår en form for synkronitet, hvor de begge falder ind i en ny, men fælles rytme.
Dette fænomen kaldes i videnskabelige kredse for ”sammenkobling.” Det samme sker på celle og organplan, Dette kendes fra utallige situationer, og blandt andet vil mange kvinder bekræfte, at de har oplevet, at deres menstruation påvirkes og ændres af andre kvinders nærvær - menstruationen harmoniseres - sammenkobles.
Enhver tone indeholder de andre
Dette universelle faktum, at delen indeholder helheden, kender vi også fra det hvide lys, hvor det hvide lys indeholder alle regnbuens farver. Alle toner ligger ligeledes i hver en tone. I en enkelt tone svinger de andre også med som overtoner eller undertoner. Det er ikke alle overtoner og undertoner, som det menneskelige øre kan opfatte, men overtoner og undertoner kan måles.
Overtonerne fremkommer i en nøje bestemt rækkefølge, på helt bestemte svingningsfrekvenser i forhold til grundintervallet. Dette kaldes naturtonerækken.
Ud af enhver tone kan man udlede de andre. Overtoner er det som giver tonen en fyldig klang og benyttes bevidst eller ubevidst af musikere.
Tibetanske munke, og andre som arbejder med spirituel udvikling, har udviklet en bestemt sangteknik, hvor overtonerne udledes af grundtonerne på en måde, som er givtig til meditationsbrug. Overtonerne fremmer tilstedeværelsen i nuet og afspænder krop og sind.
Schuman resonansen
Universet er en stor symfoni. Alt vibrerer fra den mindste celle til den største galakse og udsender derved lyd. Den menneskelige hørelse er ikke skabt til at opfange alle disse svingninger og vores nervesystem ville bryde sammen, hvis vi kunne. Jordens svingningsfrekvens kaldet ”Shuman- resonansen” er på ca. 8 hz. og er udledt af den elektromagnetiske udstrålingshastighed, divideret med jordens omkreds.
Det tyder på, at det at være i harmoni med sig selv og universet, kan forstås helt bogstaveligt og ikke blot som et poetisk billede. Vi svinger rent faktisk sammen.
Hjernens fire svingningsfrekvenser
Videnskaben har målt fire forskellige svingningsfrekvenser for den menneskelige hjerne.
Beta: Ca. 25 -14 hz. pr. sekund. Almindelig bevidsthedstilstand i aktivitet. På arbejde osv. og i daglige gøremål.
Alfa: Ca. 14 til 7 hz. pr. sekund. Naturlig afslappet tilstand.
Teta: Ca. 7 til 4 hz. pr. sekund. Meditativ tilstand.
Delta: Ca. 4-2 hz. pr sekund. Dyb søvn, dyb meditation eller bevidstløshed.
Meditations-afspændingsmusik (new age musik, rolig klassisk musik o.a ) kan med positivt resultat benyttes til at bringe bevidtheden ned på ”alfa” niveau.
Toning og lydhealing/ lydmeditation kan benyttes til at bringe bevidstheden endnu længere ned - på teta niveau.
Vi er musik som tager form
Materien påvirkes af lyd. Dette fandt en tysk videnskabsmand ud af i det attende århundrede.
Sand strøet på en metalplade dannede forskellige mønstre, når han spillede forskellige toner med sin violinbue. Det samme er tilfældet med forskellige væsker. Mange af formerne, som bliver dannet ved bestemte toner, udgør smukke mønstre og danner samme former som bla. femtakkede søstjerner eller biernes sekskantede celler. Krystaller, planter og selv mennesket er sandsynligvis musik, som tager form. Bevidstheden skaber lyd, som skaber form.
Edderkoppen benytter ligeledes svingninger og derved lyd til at forme sit spind. Videnskaben har opdaget fænomenet stående bølger. Sætter man en tråd udspændt mellem to trærammer i svingning, så dannes der to symmetriske buer. Sætter man svingningen igang en fjerdedel inde på tråden, dannes fire symmetriske buer. Dette ved edderkoppen instinktivt. Den indsylter hele tråden i en klæbrig masse og slår den an. Derved inddeles nettet automatisk med lige store mellemrum.
Musik som healer
Ægypterne var så vidt vi ved, de første der tillagde musikken helbredende kræfter. Perserne kurerede forskellige sygdomme ved hjælp af lyden fra en lut. Pythagoras brugte musikken som et rensende og helbredende middel. Bibelen fortæller, hvordan Saul med toner fra Davids harpe blev befriet fra en ond ånd.
Musik er gennem tiderne blevet brugt langt mere vidtgående og som andet end blot underholdning, som tilfældet ofte er i dag.
Den franske læge Alfred Tomatis (1920– 2001) er en af foregangsmændene inde for forskningen i medicinsk brug af musik. Andre franske forskere har foretaget undersøgelser af lydens effekter på kræftceller. De har opdaget, at bestemte toner anslået med bestemte intervaller påvirker kræftcellerne og får dem til at bryde sammen og opløse sig selv, mens de raske celler forbliver intakte. Dette giver helt nye perspektiver for fremtidig kræftforskning.
Forsøg har vist, at behovet for bedøvelse falder drastisk ved brug af musik. Bestemt musik fremmer kroppens egen selvhealingsproces.
Der bliver stadig forsket i lydens mysterier og muligheder. I følge esoterisk psykologi/filosofi (Alice A. Bailey) vil menneskeheden længere fremme i vores udvikling i højere grad benytte lyd som lægemiddel.


